23 – 24 april 2009
SALZBURG
23. april 2009
Tidlig op i dag, vi har bestemt at vi gerne skal nå Salzburg i dag, det skulle dog heller ikke blive noget problem, da vi kun har ca. 420 km. derned. Igen i dag havde vi lidt problemer med hvilken vej de forskellige GPS ville, så Frank fik lov at køre. Vi har dog fundet ud af, at det nok er en god ide at vi sætter den helt nøjagtige adresse på begge GPS, så vil de næsten samme vej.
Der er ikke nogle rigtige autocamperpladser i Salzburg, så vi blev enige om at tage den campingplads der lå nærmest ved bymidten, så ved 1900 tiden var vi fremme ved KASERN campingplads der ligger på Carl-Zuckmayer- Strasse 26. Der er endnu ikke mange på pladsen, så vi kunne selv vælge, hvor vi ville holde, så vi fandt os en plads hvor vi kunne få vores antenne op med fri sigt mod syd, så nu er vi på nettet uden problemer.
Vi har parkeret lige over for hinanden, så der kun er 3 meter mellem vores døre, dejligt når den ene af os råber, så er der mad eller kaffe.
Vi har fået en del materiale om byen som vi nu skal se nærmere på her i aften og så i morgen tager vi på opdagelse i Salzburg.
24. april 2009
Op i receptionen og få købt et Salzburg Card, det er et 48 timers kort der gælder til alle seværdigheder, samt alle offentlige transportmidler. Og prisen er kun 30 € per kort, og vi kan kun sige at det er alle pengene værd.
Vi har i dag været med bussen 4 gange, med bjergbane op til Salzburg Fæstning, som samtidig er et fantastisk bygningsværk, som i dag er indrettet med forskellige udstillinger, restauranter, samt museum. Ved en fejltagelse kom vi til at tage den forkerte vej ud, så vi fik lige en tur ned ad ret stejle trapper og veje, på ca. 1,5 km. så der var nogle ben der ikke havde det så godt, men så fik vi den oplevelse med. Derefter ind i endnu et museum. Denne gang med legetøj, lige fra Teddy bjørne til modeljernbaner, og desuden skulle der være en stor samling af historiske musikinstrumenter. Dette var en stor skuffelse, idet den slet ikke levede op til det de sagde i brochuren. Derfor blev vi enige om at så kunne vi lige nå at komme på bryggeri besøg.
Dette er noget der hedder STIEGEL-BRAUWELT. Dette er et fantastisk sted med et oplevelses bryggeri- en kæmpe øl udstilling – et fantastiks museum om hele Stiegl bryggeriet gennem mere end 200 år. Desuden var der på billetten 3 smagsprøver samt en gave, og her kunne man vælge om man ville have et glas eller en øl.
Efter denne omgang var vi faktisk modne til at komme tilbage til vores vogn, for at være klar til flere udfordringer i morgen, og som sagt så er alt det vi har oplevet i dag en del af det 48 timers card vi købte.