VORES SIDSTE UGE RUSLAND SAMMEN MED JULIA OG HENDE

TAK FOR DENNE GANG

25. SEPTEMBER 2007
Ja helt færdig er vi jo ikke blevet, vi tog jo som sagt med videre op til Karelien og Petrosawodsk, sammen med vores guide, som gerne ville vise os sin hjemby, og sin familie. Det var meningen at hun skulle have kørt sammen med os, men da Arthur jo havde været så uheldig at falde og slå hånden og også havde ramt fortovet med hovedet, blev vi enige om at det var bedre at Julia blev i hans vogn indtil vi nåede Petrosawodsk, idet han også skulle op og besøge nogle af dem fra det bureau der havde lavet rejsen, og som er hans venner.
Turen gik rigtigt godt, selvom vi mistede June og Frank, samt Bent og Åse et stykke uden for Sant Petersborg, de skulle jo videre mod Finland og Helsingfors, for at tage færgen til Stokholm, og vi har fået at vide at det kun tog dem en god times tid at komme over grænsen.
Grunden til at vi mistede dem var at vi fik kørt lidt forkert, men det var vi ikke de eneste der gjorde, for pludselig kom hele resten af holdet, som jo med Eva og Kaj i spidsen skulle over de Baltiske lande, kørende op på den vej vi var på, og det selv om de var kørt over en time før, så jeg gad vide om Kaj igen skulle give en is.
Men også fra dem har vi fået at vide at de er kommet vel over grænsen, og uden problemer.
Ellers havde vi en skøn og dejlig tur herop, hvor vi faktisk, det meste af de over 400 km. kørte gennem skov, afbrudt af store søer og floder, og da det jo er ved ar være efterår, med et fantastisk farvespil i træerne. Vi mødte selvfølgelig, igen langs med vejen, mange der stod for at sælge de bær, som skovene er så fulde af. Dog kan man nok se at det er ved at være efterår og ikke så varmt mere, for mange steder havde de tændt bål for at varme sig, det er jo mange timer de sådan sidder der ved vejkanten, for at tjene lidt ekstra.
Vi kørte helt ind til byen, hvor vi fik alle Julias ting over i vores bil, og fik sagt farvel til Arthur, hvorefter det gik ud til den landsby Schuja hvor Julia bor sammen med sin mor, og indtil for et par måneder siden også sin bror, dog er han nu i Moskva.
Vi fik vognen parkeret ved et hus som Julia og hendes familie ejer, og gik så 300 meter gennem landsbyen hjem til huset hvor de bor, hvor Julias mor stod klar med en omgang suppe, og vi blev modtaget fantastik godt.
Det med at eje er dog lidt problematisk, da der efter sovjetunionens fald, ikke rigtig er nogle der ved hvordan det hele hænger sammen. Det er et sommerhus de har arvet, og de skulle også eje grunden det ligger på, men selve jorden omkring er der ikke rigtig nogen der ved noget om, så det bliver brugt af alle, og selve det hus de har arvet er der faktisk, tre forskellige der bruger, men vi holder godt, og oplever en masse.
Da vi var færdig med maden blev vi fulgt tilbage til bilen, det var mere fordi der stod en hund i kæde, som de var lidt bange for ikke ville kunne lide os, men den var Joan allerede blevet gode venner med, så den gøede ikke engang, da vi kom, og det var Julias mor meget overrasket over, og så fik vi at vide at vi skulle komme til morgenmad næste morgen.
Tirsdag 25
Næste dag tog Julia os med en tur gennem landsbyen og vi var inde på deres lille posthus, som faktisk sælger alt, og vi fik købt postkort, og det tog kun 5 min. så havde vi både postkort og frimærker.
Derefter op og blive introduceret på hendes gamle skole, og vi fik en gennem gang af hele skolen. Så ned til deres små butikker, hvor vi fik købt nogle småting til vore børnebørn, og Joan kom til frisør, så nu kender alle os i hele byen.
Og så fik vi igen ordre på at komme til aftensmad, for her er vi hendes gæster.
Vi sad og talte om turen, og alle de ting vi havde oplevet, og det er sådan at jeg oversætter til Joan, og Julia oversætter til sin mor, så vi har det rigtig dejligt.

onsdag
26. SEPTEMBER 2007

Ja her er så lige et tilbage blik over den uge vi opholdt os i landsbyen, hvor Julia bor sammen med sin mor. Ja for det blev til en hel uge inden vi kom videre mod grænsen og Finland, men det er en uge vi meget nødig vil undvære.
Vi tog en tur rundt i landsbyen, for at se det hele, og det foregik på egen hånd, idet vi havde sagt til Julia, at det var mere vigtigt at hun fik sine ting gjort færdige fra turen, og vi ville så mødes til aftensmad, og sådan at gå rundt i en lille landsby, hvor gederne gerne ville kløs når man går forbi dem, ser hønsene blive luftet fra hønsegården, og næsten blive rendt over ende af en so, som lige var ude af den stald eller skur, hvor den var, ja skur var det faktisk, for vi havde ikke opdaget at der gik en so der.
Derefter en tur ned langs med floden, og ind i en af de små butikker der var, hvor vi fandt et par rigtig flotte vaser, og da vi ikke rigtigt kunne finde ud af hvilken en vi skulle have, ja så kom vi til at købe dem alle fire. Dog var de ikke så dyre nemlig kun 300 rubel for dem alle.
Derefter hen på et lille marked, hvor vi fandt en dejlig trøje, som lige passede min far, så nu har vi fået købt hans fødselsdagsgave.
Torsdag 27
Den næste dag tog vi så på tur op til et rigtig flot lavlands vandfald, og vi havde inviteret Julias mor med, hvilket for os var lige så stor en oplevelse, som for hende. Hun havde kun været deroppe en gang før, for mange år siden sammen med skolen og Julians bror, og det var virkeligt flot, og så havde vi pludselig god tid, der var ingen bus der ventede, så vi bestilte en gang shaslik hos en lille bod, og sad så og nød det ude mellem 30 meter høje træer, og vandfald, der bare var fantastisk.
På vejen hjem var vi forbi nogle hellige kilder som er helt fra 1712 og som Peter den Store havde sørget for at der blev oprettet et slags sanatorium, idet kilderne havde et ret stort indhold af mineraler, og da jeg prøvede, gav jeg dem ret at der var mange mineraler i. jeg kunne i hvert fald let smage jernet, så det blev kun til den ene mundfuld, ja det blev det ingen gang, for jeg kom til at spytte det ud igen, men det er sådan at hvis man tror på at det helbreder, ja så drikker man det med velbehag, der var i hvert fald mange der var oppe op fylde deres flasker.
Fredag 28
Derefter var vi ude på den ø hvor Julia har arbejdet i mange år som guide om sommeren, og som i dag er et stort museum.
Vi havde også her inviteret Julias mor med, og da hun aldrig havde været derude, da prisen for at komme derud simpelthen var for stor, var det en sand fornøjelse.
Turen foregik med hydrofoilbåd, og det tog over en time, og når man tænker på at det forgår med en fart af over 50 km. i timen, ja så kan jeg godt forstå at det ikke lige er de menige russere der kommer der. Men turen var fantastisk, og da vi jo havde helt privat guide på ja så fik vi set en hel masse som turister normalt ikke gør, og det var skønt at se hvor alle de guider der var derovre, kom hen til Julia og spurgte hvor hun havde været henne, de vidste ikke at hun havde været på tur rundt i Rusland.
På turen rundt på øen, kom vi frem til en lille kirke, hvor der var en klokker, og det vil sige en der hver gang der kom en stor gruppe, gik op i kirketårnet og gav en lille koncert med de klokker der var i tårnet, og han var fantastisk dygtig. Det er en skik der går flere hundrede år tilbage, hvor nye folk der kom til landsbyen blev budt velkommen på denne måde.
Da Julia så fortalte at vi var de første danskere der var på øen, ja så blev den lille kirke åbnet, og vi fik lov til at komme helt op i tårnet, det havde hun ikke oplevet i alle de år hun havde været på øen.

Lørdag i Dasja
Og så var der ellers pludselig en invitation til os.
Vi var blevet inviteret ud til hendes tante og onkel, som havde en dasja eller som vi vil kalde det, et lille sommerhus langt inde i skoven, og det af veje, som ikke alle biler der var med på turen, helt sikkert havde turdet køre af.
Vi kom igennem nogle ” vandpytter ” som var lidt større end den som Kaj var ude i for at se dybden, og så var der nogle huller som var over dobbelt så store som dem vi kom igennem til, ned til stedet hvor vi parkerede, medens vi var med den Trans Sibiriske.
Men vi kom frem, og blev hjertelig budt velkommen af hendes familie, og de kunne lige pludselig godt forstå, at Julia så mange gange havde spurgt om vejens beskaffenhed, da de så hvor stor vognen var. Og Julia fik ordre på at tage nogle billeder af bilen hvor den stod foran huset så de kunne vise at det var rigtigt at de havde haft besøg af nogle fra Danmark.
Derefter fik vi en gennemgang af hele området, samt deres nye sauna, og ordre til at vi nok blev nødt til at blive der om natten da det jo var saunadag og den skulle vi være med til.
Men først blev vi bænket omkring et bord nede i haven, med udsigt ned over en skovsø, og så blev der serveret the fra samovaren. Samtidig med at samovaren blev varm, var onkelen i gang med at røge en fisk son han selv havde fanget og som vi skulle have til aftensmad.
Og så skulle vi ellers i sauna. Og nu har vi i hvert fald prøvet hvad rigtig Russisk sauna er.
Man går for eksempel ikke ind i saunaen, før den er oppe på 110 grader, og det er varmt. Derefter kommer man rigtig til at svede, og så ud og blive afkølet med vand nede fra skovsøen. Så går man ud og sætter sig til bordet med salat røget fisk, og jeg tror nok at der i dag var blevet købt lidt kød som var blevet grillet, og det var noget som Julia havde købt, samt salat brød og pølse, og til dette skal man så have vodka. Derefter igen ind i saunaen, og når man så er kommet godt i gang med at svede igen, ja så får man lige en omgang med et ris af birkegrene, som før det bliver brugt, bliver blødt op i varmt vand, så nu har vi fundet ud af hvordan de birkeris, vi så der blev solgt ved vejen, skal bruges.
Alt dette blev gentaget et par gange, så sådan en sauna tur, tager ca. 4 timer, men så er man også godt træt og vodka flasken er blevet tom, men vi ville nødigt have undværet det.
søndag
Og så lige en tur langs med deres store promenade i Petrosawodsk , hvor der er opsat nogle fantastiske kunstværker, alle ting der er skænket fra alle de venskabsbyer de har rundt i verdenen. Kunstværkerne er moderne, og vi fik at vide at det ikke er alle i Petrosawodsk der er lige glad for dem.
Så var vi desuden lige en tur ovre og se deres musikskole, hvor der undervises i mange forskellige instrumenter, samtidig med at man får en grundig teoretisk viden om både de gamle komponister, samt lærer noder med alt hvad dertil hører.
Vi fortalte så om aften at vi ville af sted næste morgen tidlig for at komme frem til den Finske grænse, og så se at komme hjemover. Det var så, som om der gik panik i Julia og hendes mor, vi ved ikke om de havde troet at vi ville blive der en uge mere, men det blev så sådan at Julia ville tage med os op til en lille by der ligger 52 km. fra grænsen og så tage bussen tilbage igen.
Så næste morgen klokken 0900 var det afgang, og Julia var meget tavs på turen, det var som om hun ikke rigtig kunne forstå at vi tog af sted, og vi var da også lidt beklemte ved det, men vi kom frem til byen, og vi var nede for at se hvornår bussen gik, og det var så heldig at der gik en 30 min. senere, så vi fik købt billet og sagde at hun skulle tage den nu. Derefter fik vi ordre på at gå, for ellers ville hun give sig til at græde, og vi havde det ligeså, for det vi havde oplevet den sidste uge, sammen med hendes familie, var helt fantastisk.
Da vi havde set at hun kom godt af sted, blev vi enige om at vi så bare ville se at komme hjemover, så det gik mod grænsen, og det tog kun godt 30 min. så var vi ovre i Finland. Og da vi ligesom havde fået nok af indtryk, og vejret ikke lige var det bedste, ja så var det bare om at komme så hurtigt hjem som muligt, så det gik mod Åbo, hvor vi var fremme næste morgen, og der var plads til os, så klokken 0945 var der afgang mod Stokholm, hvor vi ankom 11 timer senere, og så kostede det kun 113€.
Derefter gik det i hurtigt tempo ned over og vi var hjemme i Hindsig på gården onsdag aften.
Vi havde haft en fantastik tur, og vi mødes alle igen hos June og Frank på Lolland den 6-7-8. december for at genopfriske minderne, og håber at Julia kan få sit visum i orden, så hun kan være med.
Tak for denne gang, til alle jer der har fulgt os på turen.