25 SEPTEMBER 2007 VORES VIDERE TUR

25. SEPTEMBER 2007
Ja helt færdig er vi jo ikke blevet, vi tog jo som sagt med videre op til Karelien og Petrosawodsk, sammen med vores guide, som gerne ville vise os sin hjemby, og sin familie. Det var meningen at hun skulle have kørt sammen med os, men da Arthur jo havde været så uheldig at falde og slå hånden og også havde ramt fortovet med hovedet, blev vi enige om at det var bedre at Julia blev i hans vogn indtil vi nåede Petrosawodsk, idet han også skulle op og besøge nogle af dem fra det bureau der havde lavet rejsen, og som er hans venner.
Turen gik rigtigt godt, selvom vi mistede June og Frank, samt Bent og Åse et stykke uden for Sant Petersborg, de skulle jo videre mod Finland og Helsingfors, for at tage færgen til Stokholm, og vi har fået at vide at det kun tog dem en god times tid at komme over grænsen.
Grunden til at vi mistede dem var at vi fik kørt lidt forkert, men det var vi ikke de eneste der gjorde, for pludselig kom hele resten af holdet, som jo med Eva og Kaj i spidsen skulle over de Baltiske lande, kørende op på den vej vi var på, og det selv om de var kørt over en time før, så jeg gad vide om Kaj igen skulle give en is.
Men også fra dem har vi fået at vide at de er kommet vel over grænsen, og uden problemer.
Ellers havde vi en skøn og dejlig tur herop, hvor vi faktisk, det meste af de over 400 km. kørte gennem skov, afbrudt af store søer og floder, og da det jo er ved ar være efterår, med et fantastisk farvespil i træerne. Vi mødte selvfølgelig, igen langs med vejen, mange der stod for at sælge de bær, som skovene er så fulde af. Dog kan man nok se at det er ved at være efterår og ikke så varmt mere, for mange steder havde de tændt bål for at varme sig, det er jo mange timer de sådan sidder der ved vejkanten, for at tjene lidt ekstra.
Vi kørte helt ind til byen, hvor vi fik alle Julias ting over i vores bil, og fik sagt farvel til Arthur, hvorefter det gik ud til den landsby Schuja hvor Julia bor sammen med sin mor, og indtil for et par måneder siden også sin bror, dog er han nu i Moskva.
Vi fik vognen parkeret ved et hus som Julia og hendes familie ejer, og gik så 300 meter gennem landsbyen hjem til huset hvor de bor, hvor Julias mor stod klar med en omgang suppe, og vi blev modtaget fantastik godt.
Det med at eje er dog lidt problematisk, da der efter sovjetunionens fald, ikke rigtig er nogle der ved hvordan det hele hænger sammen. Det er et sommerhus de har arvet, og de skulle også eje grunden det ligger på, men selve jorden omkring er der ikke rigtig nogen der ved noget om, så det bliver brugt af alle, og selve det hus de har arvet er der faktisk, tre forskellige der bruger, men vi holder godt, og oplever en masse.
Da vi var færdig med maden blev vi fulgt tilbage til bilen, det var mere fordi der stod en hund i kæde, som de var lidt bange for ikke ville kunne lide os, men den var Joan allerede blevet gode venner med, så den gøede ikke engang, da vi kom, og det var Julias mor meget overrasket over, og så fik vi at vide at vi skulle komme til morgenmad næste morgen.
Næste dag tog Julia os med en tur gennem landsbyen og vi var inde på deres lille posthus, som faktisk sælger alt, og vi fik købt postkort, og det tog kun 5 min. så havde vi både postkort og frimærker.
Derefter op og blive introduceret på hendes gamle skole, og vi fik en gennem gang af hele skolen. Så ned til deres små butikker, hvor vi fik købt nogle småting til vore børnebørn, og Joan kom til frisør, så nu kender alle os i hele byen.
Og så fik vi igen ordre på at komme til aftensmad, for her er vi hendes gæster.
Vi sad og talte om turen, og alle de ting vi havde oplevet, og det er sådan at jeg oversætter til Joan, og Julia oversætter til sin mor, så vi har det rigtig dejligt.